LE VIEUX QUARTIER

Bourgogne Pinot Noir 2010

Produktbeskrivelse

Bourgogne handler helt grundlæggende om forførende, parfumeret og ikke mindst skrøbelig frugt. Vinen skal være elegant og besidde de særlige aromatiske kendetegn, der har affødt det ofte misbrugte tillægsord ’burgundisk’. Vi mener, at rød Bourgogne skal kunne drikkes i store slurke og stimulere både sanser såvel som intellektet.

På trods af en uambitiøs pris, så får man med Le Vieux Quartier Bourgogne Pinot Noir en dejlig og uprætentiøs Bourgogne-oplevelse med den rette mængde kirsebærsaft og spændstighed.

Druerne købes fra et udvalg af drueavlere i Côte de Beaune og Côte Chalonnaise, der har Pinot Noir-stokke med en gennemsnitsalder fra 25-80 år.

Vinifikationen foregår med afstilkning og en kølig opblødning før gæringen, der har varighed af en uges tid med daglig, manuel pigeage. Efter en skånsom presning hviler vinen et par dage på den grove del af bundfaldet, hvorefter vinen omstikkes, stabiliseres og lagres på rustfrit stål.

Den fremragende, men mængdemæssigt beskedne 2010-årgang har givet en herlig rød Bourgogne med finesse, sprød frugt og en anelse struktur, der betyder, at vinen både kan nydes nu og de næste 3-5 år frem.

Duft og smag har elementer af røde kirsebær, hindbær og tranebær med en let rustik, urtet kant i baggrunden af aromabilledet. Smagen har god fylde, fremragende friskhed og intensitet, der ikke trætter smagsløgene, men snarere animerer til det næste glas.

Denne vin er en dejlig vin uden tilbehør, men prøv den også til de lettere kødretter med fugl, kalv eller ikke for branket oksekød. Eventuelle saucer bør ikke være for gumpetunge: rød Bourgogne har det generelt godt med rødvinssaucer og fungerer fremragende sammen med svampe af næsten enhver art.

Vi anbefaler et rummeligt vinglas og en serveringstemperatur på 14-17°.

5 stjerner (max) vinavisen uge 24, 2013
”Denne rødvin lugter og smager rigtig godt af den gode drue Pinot Noir. Læskende, med god syre og lang eftersmag. Kultiverede procenter – 12,5.”
vinavisen.dk uge 24, 2013

Pris: 85,00,-